LIVE fra Det Kgl. Bibliotek
Sommerspecial – Chimamanda Ngozi Adichie, Lydmor m.fl.

Sommerspecial – Chimamanda Ngozi Adichie, Lydmor m.fl.

July 20, 2022

En særlig sommerudgave af vores podcast. Vi vender tilbage på den anden side af august. Vi håber du får en rigtig god sommerferie. På gensyn. 

Sylvie Kauffmann i samtale med Lykke Friis

Sylvie Kauffmann i samtale med Lykke Friis

July 15, 2022

Europæisk storpolitik, krigen i Ukraine og kvinders rolle på chefgangene. Sylvie Kauffmann besøgte i forsommeren Den Sorte Diamant, hvor hun som en af de helt store journalistiske stemmer i Frankrig talte med Lykke Friis om blandt andet europæisk lederskab.  

 

Sylvie Kauffmann

Første kvindelige chefredaktør for Le Monde og i dag  anerkendt observatør af internationale anliggender i Frankrig. Uddannet journalist fra Centre de Formation des Journalistes i Paris, i spansk fra Duesto Universitet i Bilbao, i jura fra det juridiske fakultet ved universitetet Provence Aix-Marseille, samt i politik fra Institut for politiske studier ved universitetet Aix-en-Provence. Desuden er Kauffmann Richard von Weizsäcker Fellow ved Robert Bosch Foundation.

Lykke Friis

Direktør for Tænketanken Europa, cand.scient.pol., ph.d. i statskundskab, Master i European Studies fra London School of Economics og forfatter. Friis er tidligere Klimaminister og prorektor fra KU. Friis har i årevis være kommentator i forskellige medier, når det gælder EU’s globale placering.

 

Arrangementet blev til i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab samt DM & MA.

Chimamanda Ngozi Adichie i samtale med Moussa Mchangama

Chimamanda Ngozi Adichie i samtale med Moussa Mchangama

June 22, 2022

Chimamanda Ngozi Adichie er en af de mest fremtrædende repræsentanter for en ny generation af afrikanske forfattere, der bliver læst verden over. Denne podcast blev optaget, da Adichie for anden gang besøgte International Forfatterscene på Det Kgl. Bibliotek i Den Sorte Diamant i juni 2022.

Med afsæt i sin egen livshistorie med opvækst i et krigshærget Nigeria og flytning til USA, skriver Adichie politisk som humoristisk om race, fremmedgørelse, køn og kultur.

I denne podcast er Adichie i samtale med Moussa Mchangama og sammen taler de om Adichies litteratur og om hun mon ser sig selv som aktivist eller ej.

Chimamanda Ngozi Adichie er opvokset i Nigeria, men deler i dag sin tid mellem Nigeria og USA. Forfatter til bl.a. romanerne Americanah og Under en halv gul sol og senest essayet Noter om sorg.

Moussa Mchangama er redaktør, kritiker og strategisk kommunikatør og medejer af rådgivningsvirksomheden In Futurum.

DM&MA er samarbejdspartner og sponsor for Students Only!

Abdulrazak Gurnah i samtale med Carsten Jensen

Abdulrazak Gurnah i samtale med Carsten Jensen

June 13, 2022

Nobelprismodtager, litteraturprofessor og flygtning Abdulrazak Gurnah fortæller om sit forfatterskab og sine romankarakterers skæbner i denne samtale med forfatter og debattør Carsten Jensen på International Forfatterscene i Den Sorte Diamant på Det Kgl. Bibliotek.

Gurnah er kendt for at skildre kolonialismens konsekvenser og flygtningeskæbner. I podcasten fortæller Gurnah om sine bøgers karakterer, deres liv som slavegjorte eller flygtninge og om relationerne mellem kolonialiserede og kolonimagter med afsæt i Østafrikas ofte underformidlede historie.

Abdulrazak Gurnah

Abdulrazak Gurnah modtog Nobelprisen i litteratur i 2021 og er forfatter til bl.a. bøgerne Paradis og Efterliv, der er udkommet på dansk på Gutkind Forlag. Desuden professor emeritus i engelsk og postkolonial litteratur, som han tidligere har undervist i på University of Kent. Hans kritikerroste forfatterskab har gennem tiden været nomineret til væld af priser, herunder Booker Prize. Gurnah er født på Zanzibar og kom til England som 18-årig flygtning efter Zanzibar Revolutionen. Han beskriver sig selv som fra Zanzibar. 

Carsten Jensen

Carsten Jensen er forfatter til talrige romaner, essays, artikler og rejsebøger. Mange danske læsere kender Jensen fra romaner som Vi, de druknede (2006), som han vandt P2s romanpris og Danske Banks Litteraturpris for, og Den første sten (2015), som er blevet oversat til en række forskellige sprog. Jensen har i øvrigt de seneste år udgivet en serie af debatbøger Kældermennesker (2018), Mod stjernerne (2018) og Hovedspringere (2019).

Lydmors Proustsalon med Niels Lyngsø, Neal Ashley Conrad og Tina Gylling Mortensen

Lydmors Proustsalon med Niels Lyngsø, Neal Ashley Conrad og Tina Gylling Mortensen

May 27, 2022
"Da jeg var færdig med at læse den var jeg en anden person"
 
Sådan italesætter musiker og sangskriver Jenny "Lydmor" Rossander sit møde med Marcel Prousts legendariske og skelsættende romanepos På sporet af den tabte tid (1913-1927).
 
I dette afsnit af Det Kgl. Biblioteks podcast LIVE fra Det Kgl. Bibliotek inviterer Lydmor til Proustsalon i Den Sorte Diamant med madeleinekager, lindete og Danmarks fremmeste Proust-kendere.
 
Gennem samtaler og oplæsninger dykker Lydmor ind i det modernistiske storværks Pariserstemning og litterærere betydning sammen med forfatter og oversætter af På sporet af den tabte tid Niels Lyngsø, litterat og medstifter af Det Danske Proust-Selskab Neal Ashley Conrad og skuespiller Tina Gylling Mortensen.
 

Podcasten er optaget til arrangementet Lydmors Proustsalon i Den Sorte Diamant 7. februar 2022.

Medvirkende
Jenny "Lydmor" Rossander, er sanger, sangskriver, producer og feminist med base i København. De seneste år har Lydmor også komponeret musik til en række forestillinger på blandt andet Det Kongelige Teater og Aalborg Teater.
 
Tina Gylling Mortensen er medstifter af Mammutteatret og uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1979. Hun er kendt for en lang række roller på Det Kongelige Teater, Betty Nansen Teatret og Østre Gasværk m.fl. samt fra film- og tv-roller.
 
Neal Ashley Conrad er ph.d. i litteraturvidenskab og mag.art. i nordisk litteratur. Han har haft en alsidig karriere som forfatter og forsker og har blandt andet udgivet bogen Sandhed og intet andet end sandhed: Lille encyklopædi om Marcel Proust & På sporet af den tabte tid. Derudover er han medstifter af Det Danske Proust-Selskab.
 
Niels Lyngsø er digter, oversætter og romanforfatter med en Cand.phil i litteraturvidenskab, og så har han oversat På sporet af den tabte tid. Han er redaktør på tidsskriftet Den Blå Port og lyrikanmelder på Politiken. Senest har han udgivet Ti dages stilhed: et essay om meditation og bevidsthed i 2019.
Leïla Slimani i samtale med Matthias Dressler-Bredsdorff

Leïla Slimani i samtale med Matthias Dressler-Bredsdorff

May 18, 2022

Foruden at være præsident Macrons personlige repræsentant for de fransktalende lande, har den marokkansk/franske forfatter Leïla Slimani i efterhånden mange år været en vægtig stemme i den franske debat - især når det kommer til temaer som kolonialisme og kvinders rettigheder.

Som journalist, debattør og forfatter har hun gennemgående sat et stort spørgsmålstegn ved de seksualitets- og kønsnormer, der hersker i Marokko. I sin aktuelle bog De andres land tager Slimani udgangspunkt i hendes egen familiehistorie og Marokkos afkolonialiering i 1950'erne, og det er afsæt for denne podcast, der er optaget til arrangement i Den Sorte Diamant - Det Kgl. Bibliotek 4. april 2022.

Leila Slimani har studeret statskundskab ved Parisian Institute of Political Science og har tidligere arbejdet som journalist. Fik sit store gennembrud som skønlitterær forfatter med Vuggesang, og i blev Slimani den blot anden marokkaner, der har modtaget Frankrigs mest prestigefulde litterære pris, Prix Goncourt.

Matthias Dressler-Bredsdorff er kritiker og skribent ved Politiken, samt Europaredaktør på Magasinet Eftertryk. Har boet de sidste 7 år i Paris, hvor han fra sin base som lektor ved Sorbonne Université forsøgte at forstå den franske samtidskultur og historie.

Kjell Westö i samtale med Martin Glaz Serup

Kjell Westö i samtale med Martin Glaz Serup

May 10, 2022

Mød en af Skandinaviens store romanforfattere, finlandske Kjell Westö, i samtale om romankunsten med afsæt i hans seneste bog, Tritonus. Kjell Westö er i samtale med Martin Glaz Serup på International Forfatterscene i Den Sorte Diamant.

Kjell Westö er kendt for at skildre forskellige mennesketyper med kontrasterende synspunkter og forskellige livsvilkår. I podcasten fortæller han blandt andet om karaktererne i sine romaner og hvordan aktuelle samfundsstemninger finder vej ind i litteraturen.

Kjell Westö er kendt for at skildre det finske samfund i både historiske romaner og samtidsromaner. Har modtaget bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris. Hans ottende og seneste roman, Tritonusen skærgårdsfortælling, udkom simultant i Finland, Norge, Sverige og Danmark d. 21. august 2020.

Martin Glaz Serup er digter, forfatter, redaktør m.m. og har en særlig tilknytning til Finland, både gennem oversatte bøger og som bestyrelsesmedlem i Kulturfonden för Finland och Danmark.

Samarbejdspartner for arrangementet: Kulturfonden för Finland och Danmark.

Kunstens verdensmål - Pernille Rosendahl, Michael Thouber m.fl.

Kunstens verdensmål - Pernille Rosendahl, Michael Thouber m.fl.

May 4, 2022

Da FN’s Generalforsamling i 2015 udviklede og vedtog de 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling, som skal indfris inden 2030, var der på ambitiøs vis sat mål for stort set alt – lige fra ligestilling og kvalitetsuddannelse til adgang til rent vand – men ikke for kunsten! Mangler der ikke et 18. verdensmål?

Hør direktør for Kunsthal Charlottenborg Michael Thouber, sanger Pernille Rosendahl og forperson for DM Camilla Gregersen reflektere over kunstens rolle i en diskussion ført an af verdensmålsekspert Lotte Hansen. Hvad gør kunsten ved mennesker? Hvilken valuta udgør den for os? Og hvorfor mangler den sit eget verdensmål?

Hør bl.a. Michael Thouber argumentere for, hvorfor kunsten – og ikke bare håndbold og fodbold – faktisk er folkelig. De medvirkende diskuterer, hvorfor kunsten i virkeligheden er konkret fordelingspolitik og absolut afgørende for udviklingen af vores forestillingsevne. Og så sætter de ord på, hvordan skaber kunsten kapital og fordrer kreativitet, der er nødvendig for at løse de komplekse konflikter, vi står over for.

Podcasten er optaget til arrangementet 'Kunstens Verdensmål' den 25. maj i Den Sorte Diamant. Arrangementet er en del af Det Kgl. Biblioteks publikumsnetværk Students Only!

Arrangementet blev til i samarbejde med Hansen & Ersbøll Agenda.

DM & MA er samarbejdspartner og sponsor for Students Only!

Fremtidens helt - klimaforskeren

Fremtidens helt - klimaforskeren

December 6, 2021

Hvordan hænger udenrigspolitik, klima og forsyninger verden over sammen? Og hvilken rolle spiller forskningen, når politikere forhandler om udledninger og miljøhensyn?

I denne podcast fortæller de to klimaforskere Olaf Corry og Veli-Pekka Tynkkynen om international politik i lyset af klimakrisen. Veli-Pekka Tynkkynen beskriver Ruslands statsidentitet som baseret på gas og olie, mens Olaf Corry fortæller om at presse på landenes ambitioner som klimaforsker.

Fælles for dem begge er, at de som forskere i stigende grad er i frontlinjen, når klimakrisen spidser til.

Podcasten er optaget til arrangementet Videnskabssalon: Klimaforskere i heltekapper på Det Kgl. Bibliotek d. 17. november. Charlotte Flindt Pedersen er moderator. Det Udenrigspolitiske Selskab er samarbejdspartnere for arrangementsrækken Videnskabssaloner.

Rachel Cusk om kvindelige erfaringer i litteraturen i samtale med Kathrine Tschemerinsky

Rachel Cusk om kvindelige erfaringer i litteraturen i samtale med Kathrine Tschemerinsky

November 8, 2021

Mød Rachel Cusk i samtale om kvindelig erindring, moderskabets repræsentation i litteraturen og samfundets forventninger til kvinder med litteraturredaktør Kathrine Tschemerinsky på International Forfatterscene.

Rachel Cusk er udråbt til at være en fornyer af romankunsten og er en af samtidslitteraturens mest interessante stemmer – Kompromisløs.

Gennem sit præcise og usentimentale sprog fanger hun spillene mellem mennesker, både i romaner som den roste Omrids-trilogi (2014-2018) og i sine memoirer Et Livsværk – om at blive mor (2001, dansk 2021, Vinter Forlag) og Efterskælv – om ægteskab og skilsmisse (2012, dansk 2021, Vinter Forlag).

I 2021 er Cusk aktuel med romanen Det andet sted, ude på Gyldendal.

Rachel Cusk er britisk forfatter bosiddende i Paris. Cusk debuterede i 1993 med romanen Saving Agnes, som modtog den prestigefyldte Whitbread First Novel Award. Er siden nomineret tre gange til Goldsmiths Prize.

Kathrine Tschemerinsky er litteraturredaktør på Weekendavisen og tiltræder 1.2.2021 som kulturredaktør.

Podbean App

Play this podcast on Podbean App